Andre tilbud
Fra skoleåret 2012/13 vil du i familierne blive introduceret for flere af disse fag.
Afspænding
Her får du mulighed for en pause fra hverdagens tankestorm og høje tempo. Her er mulighed for gode kropsoplevelser, ro i sindet og for at få brugt din krop på en måde du normalt ikke får gjort. Timerne er sammensat af fysisk aktivitet (venepumpeøvelser og stræk), massage, og drømmerejser.
Badminton
Vi træner på hobbyplan og alle har mulighed for at deltage - uanset niveau. Her handler det om at have det sjovt, lære om spillets finesser og få motion i en bevægelse.
Blomsterbinding
Her arbejder eleverne praktisk med binding af buketter, produktion af dekorationer, sammenplantninger og andet arbejde med natur og kunstigt materiale. Der undervises i forskellige teknikker og med forskellige materialer. Eleverne laver buketter og dekorationer både til dem selv og til arrangementer på skolen som f. eks. juleafslutning og emneuger.
Bueskydning
Faget indeholder træning i at skyde med bue. Der vil være en del teoretisk undervisning inden den praktiske del kan påbegyndes, herunder gennemgang af sikkerhed, indlæring af stildetaljer, gennemgang af skydetekniske fejl og deres indhold. Du har mulighed for at udvikle dine motoriske færdigheder og øge din evne til koncentration.
Hobby Jern
Eleverne arbejder med individuelle emner – du har mulighed for at fremstille mindre ting som f.eks. blomsterstativer, borde, stager, lysekroner mv.
Hudpleje
En velplejet krop er den rigtige vej mod et godt selvværd. I hudpleje lærer du at pleje din krop fra top til tå. Vi laver dybderensninger af ansigtet, hånd- og fodbehandlinger. Vi arbejder med nailart, kunstige negle, basal make-up, tilretning af øjenbryn, farvning af vipper, voksning af ben mv.
Hobby Ridning
Hobby Ridning handler først og fremmest om at ride. Alle kan deltage uanset niveau.
Jagttegn
Eleverne undervises i det stof man skal kunne for at bestå jagtprøven. Så har du interesse for jagt natur- og vildtpleje er dette fag lige noget for dig. Der er brugerbetaling på faget og du skal være 16 år for at gå til prøve.
Klatring
Her får du mulighed for at tilegne dig grundlæggende klatreteknikker og prøve dine grænser af på skolens klatretårn, der er 12 m højt (tårnet er i øvrigt bygget af skolens jern- og trælinie). Der er også mulighed for at prøve træklatring.
Motorlære
I motorlære er formålet, at du opnår kendskab til at justere, vedligeholde og reparere motorer og motorkøretøjer. Så er du til olie og benzin - er det her det sker.
Svømning
Mulighed for at få god motion på en hyggelig og sjov måde. Vi laver forskellige lege og boldspil.